Torsdag formiddag var Frem på besøg hos AB Tårnby. Det var to hold fra midtergruppen, der skulle mødes, og her havde Frem et point mere end hjemmeholdet.

IMG_1718
På papiret så det ud til at blive en jævnbyrdig kamp, men da Frem var ramt af en del afbud, frygtede man, at blive løbet over ende.

Hjemmeholdet satte sig også solidt på første halvleg, og da Frem havde meget svært ved at få spillet til at glide, blev det nærmest spil til et mål.

Et solidt Fremforsvar anført af Bjarne og godt suppleret af backerne Lassen og Palle holdt AB Tårnby godt på afstand, og de gange de kom på skudhold reddede Peter. Midt i halvlegen måtte han dog kapitulere, da et skud blev rettet af og gik i mål i modsatte side. Efter målet kom udeholdet mere frem på banen, og i de sidste minutter af halvlegen var det et par gange tæt på udligningen.

IMG_1720
Bagud ved pausen pressede Frem spillet længere op ad banen og midt i halvlegen kom den fortjente udligning. Poul blev spillet fri i venstre side, og han lagde den flot ind til Benny, som fra en spids vinkel, sendte bolden i mål.

Herefter vekslede spillet fra side til side, .men stadig med Frem mest på bolden og med de største chancer for at få alle 3 point. Det blev dog ikke til yderligere scoringer, så Frem ligger fortsat 1 point foran AB Tårnby midt i tabellen.

Frems hold : Peter, Palle, Bjarne, Lassen, Agner, Benny, Poul og Roman.

Carlo, Kell og Curt havde taget turen til Amager for at bakke det afbudsramte Fremhold op.
Reporteren

Peter Sæhl