Frem skulle i dag på hjemmebanen i Valby forsøge at få den fjerde sejr i træk. Dagens modstander Sundby lå nederst i tabellen med kun 3 point, så endnu en sejr var inden for rækkevidde for det tværstribede hjemmehold. Frem lagde godt ud og tilspillede sig flere chancer, men først efter et kvarter scorede Peter efter hjørnespark. Sundby var dog stadig godt med, og fik udlignet 5 minutter senere. Kort inden pausen bragte Brian Frem foran 2-1, da et skud næsten fra baglinjen passerede alle og gik i nettet i modsatte side af målet.

I anden halvleg satte Frem mere fart på spillet og havde store muligheder for at øge føringen, men stik mod spillets fordeling udlignede udeholdet til 2-2 på et af deres få opløb. Det satte imidlertid hjemmeholdet i gang for alvor. Brian kanonerede på overliggeren og i kamp med to forsvarsspillere nåede Carlo højest og heade riposten i nettet. 5 min efter øgede Brian til 4-2 og lidt senere Peter til 5-2. Begge mål efter flotte opspil. Sundby ville dog også lege med og reducerede til 5-3 inden Brian kort før slutfløjtet sendte bolden ind til slutresultatet 6-3, og igen var det fine kombinationer der førte til målet. En fortjent sejr til Frem.

Frems hold : Anthon, Carlo, Bjarne, Lassen, Palle, Bjarne PN, Brian og Peter


Der var fin opbakning fra sidelinjen : Tom,Torben,Kell,Barberen,Sylvia, Steen, Arne F, Arne W, Finn H.